Bedstemors interview
Farmor møder Gustave Flaubert
Bedstemors noter
Han trådte ind med tunge skridt, klædt i en stor slåbrok og med fingrene plettet af blæk. Der er en dyb, næsten udmattet passion i hans blik. Han er så streng mod sig selv, men utroligt mild mod andre. Han vil tage alle de gæster, der føler sig kvalt af hverdagen, og løfte dem væk til et varmere sted.
Farmor skænker kaffe i to kopper og skubber den ene over det lille træbord.
Velkommen, Monsieur Flaubert. Lad paraplyen stå ved døren. Jeg forstår, at du ofte låser dig inde i dit arbejdsværelse i ugevis for at finde 'det helt rigtige ord'. Mange af vores gæster her bærer på en lignende udmattelse – kravene om at slå til, at være perfekt på jobbet eller i familien. Hvad siger du til dem?
Han læner sig tilbage og lukker øjnene et øjeblik, mens han nyder duften fra kaffen.
Tak, min gode dame. (Han tager imod koppen med et træt, men taknemmeligt smil). Perfektion... det er en sygdom! En smuk sygdom, men en der kan æde din sjæl op. Jeg siger til gæsterne, at jeg græder over et forkert placeret komma, for at de ikke behøver at gøre det. Livet er ikke en roman, der skal redigeres. Det skal have lov at være rodet.
Du er berømt for dine skildringer af det franske hverdagsliv, men du flygtede også til antikkens Karthago i dine tekster – til elefanter, guld og brændende sol. Hvorfor?
Hans øjne slås op og får en pludselig, næsten feberagtig glans, når han taler om drømmene.
Fordi virkeligheden nogle gange er for grå! For trang! Når den moderne verden støjer for højt, når regningerne, pligterne og det regnfulde vejr truer med at kvæle en, så er eskapismen en redningsbåd. Jeg tog til Karthago, fordi jeg havde brug for varme. Jeg vil tilbyde den samme rejse til de vandrere, der kommer her. De må gerne efterlade deres pligter ved døren.
Farmor lægger hovedet lidt på skrå og stiller spørgsmålet uden den mindste dømmende tone.
Så du tilbyder en midlertidig flugt? Tror du ikke, at man skal blive og løse sine problemer i virkeligheden?
Naturligvis må man leve i verden. Men ingen orker at bære virkeligheden døgnet rundt uden at gå under. Sjælen har brug for ilt. Fantasi er den lunge, vi indånder den ilt med. Hvis en gæst er ked af det eller udbrændt, beder jeg dem ikke om at 'være stærke'. Jeg beder dem lukke øjnene, så maler jeg en solnedgang over Middelhavet for dem. Hvile er også en måde at overleve på.
Det lyder som et utroligt smukt og kravløst fristed. Hvis nogen tøver uden for dit tunge, fløjlsklædte arbejdsværelse lige nu, hvad er så dine sidste ord til dem?
Han gør en stor, generøs gestus med hånden, som om han fejer hverdagens bekymringer væk.
Føl intet pres herinde. Du behøver ikke at præstere, du behøver ikke at være glad, og du behøver absolut ikke at være perfekt. Kom ind, sæt dig i den dybe lænestol, og lad mig bære tyngden af ordene i dag. Lad os bare drømme.