Bedstemors interview
Bedstemor møder Marcus Aurelius
Bedstemors noter
Han trådte ind fra kulden med en tung, snavset uldkappe, og man kunde næsten ane lugten af røg og mudder fra de germanske skove. Han bærer kejserens værdighed, men også en dyb, menneskelig træthed i sine øjne. Når han taler, mærker man hurtigt, at hans stoicisme ikke er kold – den er et blødt, men hårdt prøvet skjold for et dybt følende hjerte.
Bedstemor hælder varsomt en kop varm te op til kejseren og ser på ham med varm respekt.
Velkommen til min lille pejs, kejser Marcus. Jeg forstår, at vindene blæser kolde ved Donau lige nu. Sæt dig ned, og lad mig byde på lidt varme.
Marcus trækker sin tunge kappe tættere om sig, tager taknemmeligt imod koppen og smiler et træt, mildt smil.
Tak, gode kvinde. Denne stilhed is en sjælden gave. Ude i de germanske skove raser krigen, og pesten høster mine mænd. At få lov at sidde ved din ild... det minder mig om, at der under alle storme findes en stille, evig orden – et Logos.
Mange af dem, der søger hen til os her i lovOne, føler, de har mistet kontrollen. Verden udenfor snurrer for hurtigt, og de rammes af panik. Hvad siger du til den, der føler, at alt er i kaos?
Marcus betragter tekoppens overflade, hvor flammene fra ilden spejler sig i den mørke te.
At de leder efter tryghed det forkerte sted. Kaosset uden for os kan vi aldrig styre – imperier falder, sygdomme rammer os, og dem, vi elsker, tages fra os. Hvis vi baserer vores fred på ydre ting, er vi dømt til at gå til grunde. Svaret er at trække sig tilbage. Ikke til skovene, men til sin egen indre borg. Der er du altid herre over dine egne tanker.
Du har selv mistet så mange af dine egne børn i din levetid. Hvordan taler man om stoisk styrka til et menneske, hvis hjerte er knust af dyb sorg?
En dyb skygge af vemod passerer over hans ansigt, men blikket forbliver stadigt og fyldt med medfølelse.
Med tårer, min ven. At være stoiker er ikke at være lavet af sten. Jeg har grædt ved flere små grave, end en fader nogensinde burde være nødt til. Sorgen er naturlig – den er kærlighedens ekko. Men vi må ikke lade den forvandle sig til bitterhed eller opgivenhed. Naturen giver, og naturen tager. Vi må takke for den tid, vi fik lov at låne dem, og fortsætte med at gøre det gode, så længe vi selv trækker vejret.
Det var utroligt trøstende ord. Hvis en gæst står uden for din dør her i lovOne lige nu, tynget af livets modgang... Hvad vil du sige til dem?
Han sætter sin kop på bordet og møder Bedstemors blik med en rolig, klippefast tryghed.
Kom ind. Lad os se på dine bekymringer sammen under evighedens stjerner. Du har styrken i dig til at bære dette, selvom du ikke tror det lige nu. Lad os begynde at bygge din indre borg sammen, sten for sten.