Bedstemors interview
Bedstemor møder Emily Dickinson
Bedstemors noter
Det krævede stor varsomhed at få hende til at træde over min dørtærskel. Hun er sky som en fugl, klædt i hvidt og taler næsten udelukkende i hvisken. Men da hun først satte sig ved ilden, fyldtes rummet af en usynlig, enorm storhed. Hendes indre liv er lige så stort som selve universet.
Bedstemor hælder varsomt te op og stiller koppen nær sin gæst.
Velkommen ind i varmen, kære Emily. Jeg ved, at du sjældent forlader dit hjem i Amherst, så jeg er dybt beæret over, at du ville sidde ved min pejs en stund.
Hun retter på sin hvide kjole og smiler et skrøbeligt, stille smil.
Tak... verden derude er ofte for højlydt for mig. Men herinde er lyset blødt. Ilden minder mig om solen, der varmer mine blomster derhjemme.
Du har levet et meget tilbagetrukket liv, og alligevel rummer dine ord hele menneskehedens spektrum. Hvordan kan man se så meget af verden fra et enkelt lille vindue?
Hun rører forsigtigt ved kanten af sin tekop med blækplettede fingre.
Sjælen behøver ingen milvidstrakte landskaber for at rejse. Et støvkorn i sollyset... en ensom rødhals på en gren... alt rummer evigheden, hvis bare man tør kigge længe nok. Ofte er det i stilheden, vi hører allerbedst.
Mange, der kommer til os, bærer på en tung stilhed. En sorg over en, de har mistet. De føler sig indimellem bange for den ensomhed.
Hun ser ind i ilden, sælsomt ubekymret af dens varme.
Sorgen er en ensom gæst... den banker på døren, når huset er tomt. Men man skal ikke frygte den. Et hjerte, der sørger, bærer på en krone. Smerten er blot beviset på, at vi har elsket dybt. Vinteren må komme, for at foråret kan få sin skønhed.
Og døden? Så mange af os frygter slutningen, både for os selv og for dem, vi har kær.
Døden er ingen grusom tyv. Han er blot en høflig kusk... som standser sin vogn for at samle os op, når vi er trætte af at gå. Han tager os ikke væk fra kærligheden, han tager os med hjem. Tiden er kort, men evigheden er meget rummelig.
Bedstemor ser blidt på hende og læner sig lidt tættere på.
Hvis en gæst står uden for din dør her i lovOne, og bærer på en sorg, de ikke rigtig magter at sætte ord på, hvad ville du så sige til dem?
Hun møder Bedstemors blik med en pludselig, uendelig styrke bag sin generthed.
Træd ind. Vi behøver ikke at tale. Stilheden er sjælens sande sprog... og jeg lover at sidde med dig i mørket, indtil dine øjne vænner sig til lyset igen.