Bedstemors interview
Bedstemor møder Bellman
Bedstemors noter
Han trådte ind med et brag, som om han havde hele Gamla Stan med sig i frakkeskøderne. Lugten af tobak, øl og natteluft fyldte øjeblikkeligt rummet. Han er højtråbende og livlig, men bag den vilde latter er der et blik, som forstår smerten bedre end de fleste. Han synger for at overdøve mørket.
Bedstemor hælder et gavmildt glas rødvin op og skubber det over bordet med et varmt smil.
Velkommen ind i varmen, hr. Bellman! Hvilken uendelig glæde at have dig her. Herinde har vi ingen krostøj, men jeg håber, at vinen smager alligevel.
Han hæver glasset i en bred, teatralsk gestus, tager en dyb slurk og lukker øjnene nydelsesfuldt.
Krostøj eller stilhed, kære hjerte, så længe vinen flyder og selskabet varmer, så er Gamla Stan lige præcis der, hvor vi sidder! Skål for ilden, for fristedet og for din fremragende smag!
Du skrev viser om druer og latter, men døden står jo næsten altid og venter i omkvædet. Hvordan kan det være, at du kunne synge så vidunderligt om slutningen?
Han læner sig frem og banker en finger mod bordpladen for at markere rytmen.
Fordi slutningen er det eneste, der giver visen dens værdi! Hvis natten aldrig kom, hvem ville så bekymre sig om solopgangen? Ulla, Movitz, Fredman... vi vidste alle, at uret tikkede. Netop derfor må man slå næven i bordet og synge, indtil stemmebåndene brister!
Mange af dem, der besøger os her, bærer på tunge sorger. De føler, at glæden er forkert, eller at den er forsvundet for evigt. Hvad siger du til et menneske, der har glemt, hvordan man skåler?
Han griner, en lav, men hjertelig lyd, der giver et varmt ekko i rummet.
At tårer salter vinen, men gør den ikke udrikkelig! Sorgen er ikke noget, man helbreder, min ven, den er en gæst, man må lære at sidde ved siden af. Man skåler ikke, fordi man er lykkelig, man skåler, fordi man lever. Et knust hjerte slår alligevel, og det slår bedst i tredelt takt!
Hvis en gæst træder ind i dit rum her i Foyeren, hvordan vil du så have, at de skal møde dig?
Han drikker det sidste i glasset og blinker skælmsk til Bedstemor.
Med skuldrene nede og brystet fuldt af luft! Smid parykken, glem hvad præsten sagde om søndagen, og lad os tale om det, der brænder og mærkes. Kom som du er, så byder jeg på musikken.